En dag på gården
Jeg kommer ned af markvejen lidt over 6. Børnehaven åbner 6.15. Jeg låser op, går ind og tænder de to lys i vinduet, som altid er tændt i morgentimerne både sommer og vinter. Kaffen sættes over, og morgenmaden sættes frem på bordet. Snart kommer det første barn.
I dag er det Andreas. Mor skal hurtigt videre og kysser Andreas farvel i vinduet. Vi vinker sammen og snakker om, hvad han kan tænke sig til morgenmad. Inden vi sætter os, fodrer vi lige fiskene, de er også sultne.
En voksen mere kommer, og vi får lidt morgenmad. Lidt efter kommer de næste børn, de vil også gerne have lidt at spise.
Nogle forældre har god tid, og sætter sig og drikker en kop kaffe, inden de kører videre på arbejde.
Vi hjælper børnene med morgenmaden, og får vinket til de forældre, der skal vinkes til. Nogle børn er trætte og trænger til et skød, andre er meget friske og fulde af energi. Vi vil gerne have, at der er roligt i køkkenet om morgenen, og beder de friske om at gå i motorikrummet og give den gas.
Snart er vi flere både børn og voksne, og vi fordeler os i hele huset. Der leges, tegnes og læses. Sommer og vinter går vi ud om formiddagen, vi har jo dyrene der skal fodres, og cykler der skal røres.
En voksen går ud og låser op for cykler og mooncars, og de første børn kommer ud.
Om vinteren tager det lidt tid. Det er koldt, og vi skal have det rigtige tøj på, så vi ikke fryser. Ude er der dejligt. Nogle børn fodrer sammen med en voksen. Især vores yngste og nyeste børn synes, det er hyggeligt. Kattene skal have kattemad, og vi skal se om hønsene har lagt æg. Fårene er meget sultne, så de myrer helt vildt, det er sjovt.
Formiddagen går med masser af leg, samvær og nogle praktiske gøremål. Der skal rives blade, fjernes ukrudt, vandes drivhus, ordnes køkkenhave og meget meget mere, alt efter aring;rstiden.
Nogle børn vil gerne være med til at ordne, og der er rigtig hyggeligt at gå sammen og feje blade, for så bagefter at se hvor fint der er blevet. Andre børn vil hellere ”bare” lege i dag. Mange elsker at køre på cykler, og vi har mange både med og uden pedaler. Alle øver sig, og de allerfleste børn cykler lige, når de er 4 år, det er lidt sejt!!!!
Ved middagstid samles vi i familiegrupper. Om sommeren spiser vi selvfølgelig ude, når det er meget koldt, trækker vi inden døre. I familiegrupperne har vi vores eget sted, hvor vi samles hver dag. Først holder vi en samling, hvor vi synger, fortæller historier, snakker og meget andet. Dernæst spiser vi sammen. Vi sidder ned og hjælper hinanden med mælken, skralleskålene og med at se, hvad der er i madpakkerne. De voksne hjælpe børnene med at pakke maden ud og finde den mad, de netop i dag har lyst til. Vi sidder sammen et stykke tid, til næsten alle er færdige.
Efter frokost skal nogle sove. En voksen går med dem. Vi andre går ud igen. Eftermiddagen går med lege, og lave praktiske gøremål. Måske skal vi have tændt et bål. En voksen skal sørge for eftermiddagsmaden og går sammen med nogle børn i køkkenet. Nogle går på værkstedet og tryller med fedtfarver og vandfarver. Det bliver flot. I dag må billederne komme med hjem, andre gange skal kunsten blive lidt i børnehaven, så vi kan udstille den.
Vi spiser eftermiddagsmad omkring kl. 2. Nogle børn begynder at blive hentet. Som eftermiddagen skrider frem kommer flere forældre. Vi snakker og fortæller stort og småt fra barnets dag. Ikke hver dag, men engang imellem. Det er ikke altid, vi ved, hvad barnet har lavet denne dag. Området er stort og i perioder elsker børnene at lege sammen, helt uforstyret i en fjern krog. Vi ved godt, hvor de har leget, og sammen med hvem, med ikke altid hvad. Men de har haft en god dag, det kan vi se på deres øjne.
Alt efter årstiden og vejret trækker vi inden døre i løbet af eftermiddagen. Nogle gange tidligt andre gange når vi det ikke før børnehaven lukker.
Inde leger vi, spiller spil eller læser. Mange børn er ved at være trætte, og det er hyggeligt at sidde i sofaen og læse, når vi har været i gang i mange timer.
Langsomt tømmes børnehaven. Børn og forældre siger farvel, finder madpakker og overtøj. Vi voksne rydder det sidste og fejer og lukker af. Som de sidste låser vi døren og drager hjemad til vores egne familier. I morgen kommer atter en dag i børnehaven.