Gårdtidende uge 3 - 2011.
Gårdtidende uge 3 – 2011.
Efter vinter kommer vår…. Og det er næsten sådan det føles. I hvert fald har vores udeliv fået et kæmpe boost i denne uge.
Mandag havde vi besøg af ikke mindre end 8 studerende fra pædagogseminariet. De skulle afprøve deres udelivsfag i praksis. Og vi ville gerne stille op – med børn og bålsted og det hele.
Nogle af de studerende var i køkkenet og lave snobrødsdej med en gruppe børn. Andre tændte bål op. Andre snittede pinde til snobrød. Andre lavede popcorn med vores børn og så videre. Det var en hyggelig dag – og meget inspirerende for alle.
Vejret var med os, så madpakkerne blev nydt ude (for første gang i lang tid) nede ved bålet.
Tirsdag var vejret også dejligt – ja vi syntes vi kunne ”lugte” forårets komme. Lene og en del børn gik på jagt efter forårstegn. Og dem er der faktisk mange af: Knopper på syrenerne, påskeliljer og franske anemoner og hyacinter titter frem i løgbedet ved drivhuset, vintergækkerne titter frem, rabarberne er i gro – og så er der fuglene. De fløjter anderledes – ja – det er endnu et tegn. Nogle børn er meget opmærksomme på naturens tegn – især Victoria V og Ida Marie var meget nysgerrige. Benjamin J. ville helst holde i hånd under den lange havevandring. Hver gang Lene slap hans hånd for at pille visne blade væk fra jordskorpen for at kigge efter de grønne plantespidser, sagde Benjamin: ” Tag mig i hånden.” På et tidspunkt spurgte Lene, hvorfor han hele tiden ville holde i hånden? Benjamin kiggede op og sagde overrasket: ” Ellers slipper jeg jo væk!”
Marius var også med på havetur. Vi snakkede om at han snart skal fra Loen og over i den store børnehave – og at han (Marius) er ved at være en stor dreng. Marius fortalte, at han glædede sig til at holde fødselsdag og at han glædede sig til at sidde i kongestolen. Den voksne gik og tænkte højt… ”hvornår er det Marius mon har fødselsdag? Er det til marts du bliver 4 år? ” Marius kiggede op og sagde: ” Nej, jeg bliver da 4 år på min fødselsdag!” Sådan – så var det sat på plads : O)
Tirsdag tog vi afsked med Michael og Kasper – vores to studerende på Gården. Begge skal videre i deres uddannelses forløb og vi ønsker held og lykke med studierne.
Tirsdag gik Erica og Tove i gymnastiksalen på efterskolen sammen med familiegruppen.
Axel og Gustav har været børnehavens handy-men. I noget af vores Brio konstruktionslegetøj er der hammere, skruer og skruetrækkere mm. Og det er de to drenge fuldstændig fortabt i. De hamrer og banker på alt, hvad der kan bankes på. Ind i mellem må vi hente dem og ”bede om deres hjælp”. Det kan være et dørtrin, som vi synes er lidt løst – eller en væg, der lige skal have et par slag. Ovnen i dukkekrogen er også blevet justeret godt ind. Og de to drenge er stolte, når de bliver bedt om at udføre et stykke arbejde. At de lever sig ind i håndværkerrollen er der ingen tvivl om. Især Gustav har indøvet en særlig ”håndværkergangart” – lommerne er fyldt med værktøj – armene er ud til siden – og skridtene er lange og seje. Og ansigtsudtrykket er fast og beslutsomt :O)
I Lene og Christinas familiegruppe er en del af pigerne begyndt at øve sig i at spise med kniv og gaffel. Det er helt valgfrit, men en del af dem synes det er sjovt at øve sig.
Torsdag gik Jesper og Inger Lise på tur ud over markerne. Første stop var stenbunken, hvor vi lige skulle klatre lidt i træer. Derefter gik turen videre til bunkeren. På vejen derned så vi en masse rådyr spor.
På bunkeren blev der leget sørøvere og fangehul. De modige turde kigge ned til trolden.
Så gik vi videre ned til bækken, her spiste vi madpakker og løb på skrænterne. Så gik vi af skinnerne ned til byen og den vej hjem. Vi synes, det rigtig langt vi gik, så da vi kom hjem fandt Jesper en pc frem, så ruten kunne måles op og vi kunne se hvor langt vi gik.
Vi havde gået 2, 71 km samt lidt op og ned ad skrænterne.
Januar hilsner fra
Gårdfolket.