Gårdtidende uge 4 og 5 - 2011.
Gårdtidende uge 4 og 5 – 2011.
Allerede mandag i denne uge kunne vi mærke at nu var det ved at være tid for familiegruppe ændringer. Ikke mindre end 10 stolte børn rykkede fra Loen og over i den gamle børnehave. De havde deres kasser med og kunne vælge nye garderobepladser. Det har i øvrigt været nødvendigt at flytte en hel garderobesektion med over fra Loen.
Og det er blevet rigtigt godt.
Motorik er blevet lavet om til et spise-grupperum – i hvert fald for en tid. Her holder Christina og Rikkes familiegruppe til. Tove og Runes gruppe er i længen. Jesper og Lenes gruppe kan sidde på stuen.
Så der er pres på huset, når alle er inde samtidig. Vi håber på forårets komme, så vores frokost oftere vil blive indtaget ude.
Tirsdag var det 1. februar. Her kunne vi byde velkommen til 4 nye børn:
Velkommen til Sofie og mor Vinni og far Peter (Katrines lillesøster)
Velkommen til Magne og mor Charlotte og far Lars (Frejas lillebror)
Velkommen til Patrick og mor Henriette og far Jesper.
Alle 3 børn er startet i Loen.
Velkommen til Bo og mor Dorthe og far Allan. Bo er startet i Tove og Runes familiegruppe.
Der skal også lyde et velkommen til Rune, som startede tirsdag. Rune er sammen med Tove i familiegruppen. Rune er vores nye studerende – han er ude i sin 3. og sidste praktikperiode og skal være her frem til 31/7.
Af andre ændringer i huset, er Erica fremover i Loen sammen med Ditte og Charlotte, samt Mikkel som fortsat hjælper i Loen.
Torsdag gik Jesper og Lene en tur med deres nye store familiegruppe. Vi gik op på Skovstrupvej, ad Sortebrovej ned til skinnerne – og gik så hen til rastepladsen med bækken og skrænten. Børnene gik straks i gang med at lege og udforske. Lidt sultne var de blevet, så vi fik en tår at drikke og lidt riskiks.
Vand har stor tiltrækningskraft på børn, så der blev leget tæt ved kanten. Silas var MEGET tæt på kanten og røg nærmest i. Andre ville gerne bygge en lille bro og krydse bækken. Andre sad fast i træer, tabte gummistøvler, gled på skrænter, så det var bestemt ikke kedeligt. De store børn vil gerne udfordres – så Jesper og Lene foreslog, at vi måske til sommer kan prøve at krydse bækken – og måske også gå i bækken under broen. Hvis de tør !!!
Så gik vi hjemad. Og det blev over marken. Det tog virkelig lang tid. Ikke fordi der var nogen som helst problemer, men fordi børnene er så opmærksomme og hele tiden finder spændende ting. Et dybt hul i marken – en mærkelig lort ved nogle gange – kryb – rådyrspor – harelort og så videre. Vi måtte også gøre et ophold undervejs ved bunkeren (det kalder pigegruppen den) eller ved den gamle mur (det kalder nogle af drengene den). Det var årsag til en del debat – for hvem havde ret ?
Torsdag eftermiddag var der også en del børn som gerne ville ud at lege. Der blev leget ”kyllingemor”, ” banke bøf” og ”gemme”. Det giver så megen glæde, når vi har fælleslege.
Lidt praktisk:
Vi vil gerne bede om, at alle børn har rigeligt med skiftetøj med. Det er en våd og kold tid, så det er let at få våde strømper, bukser mm.
Ligeledes vil det være dejligt, hvis børnene – ud over flyverdragt, hue og handsker – også kan have termotøj og regntøj med. Nu kommer tiden nemlig, hvor vi måske gerne vil ud to gange om dagen – og så er det ikke altid nok med et sæt overtøj.
Angående afkrydsningsskemaer/fremmøde:
Vi vil gerne bede Jer forældre om, at det er Jer voksne som krydser ind og ud. Vi oplever, at der er for mange fejl og overstregninger på listerne. Det betyder en del ekstra arbejde for os – og det er utrygt, når det ikke stemmer.
Med ønsket om en rigtig god weekend
Gårdfolket.