Gårdtidende uge 15 - 2011.
Gårdtidende uge 15 – 2011.
En uge med varieret vejr er ved at være ovre. Mandag var en fantastisk varm solskinsdag, tirsdag blæsende, onsdag regnfuld og kold, torsdag fik vi atter solen at se. Men fremadrettet ser det ud til at foråret bider sig fast – og det er noget vi sætter stor pris på her på Overmarksgården.
Vi har modtaget et nyt barn her på Overmarksgården. Vi kan byde velkommen til Eskil, som startede i Loen fredag d. 1. april.
Vi byder også velkommen til mor Julie og far Jesper ( som i øvrigt er ansat her på Gården). Vi håber, at hele familien bliver glade for hverdagen her på Gården.
Mandag var Overmarksgården som forandret. Der var gået lidt ”tivoli” i den. Omme mellem gyngestativ og bålhus stod en kæmpe Spiderman hoppeborg placeret. Pustet op og lige til at hoppe og rutsje i.
Denne store borg og den leg der fulgte med, var en afskedsgave til Gården fra Nicolai, som snart forlader Overmarksgården. Nicolai har sidste dag i børnehaven onsdag før påske – så rejser han med sin familie tilbage til Slovakiet.
Vi siger tusind tak for en sjov og anderledes dag – med hoppeborgen.
Og vi ønsker Nicolai og hele hans familie held og lykke med livet i Slovakiet.
Vores kaniner på gården er blevet aflivet. Den ene var blevet meget dårlig og syg – og da kanin nr. 2 også nærmede sig pensionsalderen, besluttede vi, at begge måtte lade livet.
Kaninhuset er nu blevet renset og muget ud. Vi er lige lidt i tænkeboks – vi skal selvfølgelig have kaniner igen – men vi skal lige være sikre på, hvilken race vi vil starte op med.
Torsdag i sidste uge besluttede en af vores høns sig for at være skruk. Hun har lagt sig rigtig godt til rette i den midterste redekasse og har rigtig mange æg under sig. Hvis projektet lykkes – læs : at hun bliver liggende på sine æg, så kan vi få kyllinger i ugen efter påske. Det bliver spændende at følge.
Fra Loen følger dette indlæg :
I mandags gik vi i gang med vores dyreprojekt. Vi spiste madpakker på bomaen i fårefolden. Derfra kunne vi holde et øje med dyrene og høre dem, imens børnene hørte historien om pandekagen, der løb fra de 18 skrighalse og de 4 voksne. Solen skinnede og børnene hyggede sig.
Tirsdag regnede det og Charlotte og en flok børn var ude for at se, hvad får og høns gør, når det regner. Fårene stod i læ for regn og vind. Hønsene var lige glade og spankulerede rundt i hønsegården på trods af våde fjer.
Vi har i denne uge også holdt øje med æggene i hønsenes redekasser. Der ligger efterhånden mange og vi håber hønemor ruger kyllinger ud. Fredag i sidste uge så vi endda, at hønen lagde et æg. Plup - sagde det og så var der pludselig 2 og det ene helt vådt. Hønemor klukkede og så kom hanefar ind og kiggede til hende og svarede.
Vi har desuden prøvet et nyt spil, vi har lavet af billeder af vores egne dyr, samt andre velkendte gård dyr. Det kan bruges til billedlotteri og vendespil. Det har børnene gerne ville spille og vi har talt om billederne.
Onsdag spiste vi alle i shelteren i skoven og børnene hørte historien om guldlok.
Idag var det dejligt vejr igen og ungerne var med i fårefolden. Der blev aet og klappet, kigget og lyttet til de sjove lyde gederne sagde til fårene.
På Byggeren er vi så småt ved at finde en hverdag. Det er nogle meget aktive børn, som gerne vil bruge deres hænder og kroppe. Hver eneste dag er der gang i søm, hammere, save, snitteknive og økse. Vi har også haft gang i jordbor, drænspade og beskærersakse. Og de elsker tilsyneladende redskaber og værktøj. Det har dog en bagside : Der går rigtig meget plaster til :O) Der opstår adskillige snittesår. Ligeledes er det også lykkedes for et par børn at ramme sig selv i panden med en hammer, når der rigtig skal slås søm i. Og det gør altså frygtelig ondt.
Vores ”kom-straks-når-klokken-ringer” projekt er ved at lykkes. Vores Byggerbørn er blevet rigtig gode til at lægge tingene fra sig og komme løbende, når der ringes. Det er mega godt.
Katrine er nu ved at lægge allersidste hånd på de sidste byggernet – og de er bare blevet rigtig rigtig flotte, synes vi.
Onsdag var det meget vådt og koldt på byggeren. Ud over at arbejde os til varmen, var vi også nede og lave 3 kander the, for det var virkelig tiltrængt med noget varmt.
Onsdag var også dagen, hvor Nicolai’s afslutning blev markeret med en kage på Byggeren - og han fik en gave : En bog med billeder fra hans børnehavetid.
Byggeren holder fri i de 3 dage før påske, men vi er på pletten igen efter ferien.
Torsdag havde Ezra, fra Rune og Toves familiegruppe, en død fugl med i børnehaven. Det var en sangdrossel, som var fløjet på en af deres vinduer derhjemme. I vores samling brugte vi tid på at kigge på fuglen. Hvis nogen havde lys, måtte de gerne røre ved fuglen. Nogle ville gerne, andre havde ikke lyst. Vi kiggede på dens fine bryst, som er hvid med brune små pletter på og vi kunne folde dens vinger ud og se hvor lange flyvevingerne var. Vi kiggede også på dens ben og de små klør. Alle vidste godt, hvorfor den havde sådan nogle, så kunne den nemlig holde sig fast til grene oppe i træerne. Vi snakkede også om, hvad den spiste. Nogle mente, at den spiste orme. Vi voksne troede den spiste myg og andre insekter. Vi snakkede også om, at den kunne høre, selvom vi ikke kunne se dens ører.
Vi kiggede i en bog og læste om dens levevis og læste om, hvor glad den var for at synge og at den helst satte sig øverst oppe i det højeste træ for at synge. Den var også en af de fugle, som var den sidste der sang om aftenen, så børnene fik til opgave at lytte, når de skulle i seng, for at høre om de kunne høre dens sang. Den sang skulle lyde således: akvavit, akvavit, akvavit - rigtig tit, rigtig tit, rigtig tit. Den kunne også sige: kys mig nu – kys mig nu- gør det nu …. J
Bagefter gik vi i skoven og lagde den døde fugl i vores ”dødekasse”. Så kan vi følge naturens gang og se hvor længe der går inden den er helt forgået..
Og med disse ord vil vi runde af for denne gang. For nogle er det nu påskeferie – for andre en kort arbejdsuge vi går ind i.
Gårdtidende udkommer ikke i næste uge, I ønskes derfor nu EN RIGTIG GOD PÅSKE.
Gårdfolket.