Gårdtidende uge 31 - 2011.
Gårdtidende uge 31 – 2011.
Sommerferien er for de flestes vedkommende overstået – og hverdagen er så småt på vej tilbage til Overmarksgården.
Vi startede med at hejse flaget mandag d. 1. august. Dels for at byde nye børn velkommen, men også for at fejre at Overmarksgården havde 17 års fødselsdag. I dagens anledning var der varme rundstykker til alle.
Velkommen til vores nye børn og deres forældre :
Velkommen til Christine og mor Hanne og far Jens Erik ( det er familiens 3. barn på gården)
Velkommen til Jacob og mor Helle og far Claus.
Velkommen til Victor og mor Pernille og far Claus. Storesøster Sofie Emilie går allerede på Overmarksgården.
Alle 3 børn er startet i Loen. Vi håber på 3 år med gode oplevelser, trivsel og godt samarbejde.
Også velkomme til Annette, som er vores studerende fra seminariet. Annette er her i sin tredje og sidste praktikperiode. Annette har lavet en præsentation af sig selv, som hænger i infocentret. Tag et kig.
Efter den store afgang af byggerbørn ( 23 stk.) så ser vores grupper således ud :
Erica, Charlotte og Ditte har 16 børn i Loen - de yngste børn.
Rikke, Christina, Annette og Lene har 22 børn i gruppen – mellem gruppen.
Tove og Jesper har 21 børn i deres gruppe – det er de ældste børn. Jesper har forældreorlov og er tilbage d. 12/9 – i mellem tiden har Tove støtte fra Inger Lise nogle timer, samt Mads – og naturligvis hjælper vi også hinanden på tværs af grupperne.
Det er ikke alle, der har været glade for ferietiden. Vores gårdkat er vist noget fornærmet over at blive ladt alene. I hvert fald har hun kun ladet sig se en enkelt gang i denne uge. Dog forsvinder der lidt af maden. Vi håber at Stjerne snart kommer tilbage til Gården og vores almindelige børnehaveliv.
På de 3 uger kan vi også se, at naturen har været i gang. Øffe og Møffe er blevet store. Græs, ukrudt, buske og piletræer har taget et ordentligt ryk, så vi må i gang med at trimme området. Vi har jo Store gæstedag i denne måned – og da skal alt helst være fint her :O)
I har alle fået en seddel om Store Gæstedag, som er fredag d. 26. august. Hvert barn må invitere 2 gæster – I bedes aflevere seddel i infocentret med oplysning om, hvem der kommer.
Ligeledes er der også delt indbydelse ud om familiegruppespisninger. Her bliver der mulighed for at få snakket med øvrige forældre i familiegruppen, samt med personalet. Vi vil kort snakke om hverdagen netop nu – og ellers vægte at få snakket om den kommende koloni, hvor vi tager Jeres børn med på 2 overnatninger på Port Arthur. Det er et af årets absolutte højdepunkter.
Tirsdag tog Toves gruppe til fødselsdag – ja, faktisk to fødselsdage. Andreas og Nicholas er begge rundet de 5 år – og havde inviteret familiegruppen hjem. Først besøgte familiegruppen Nicholas – og senere fortsatte hele selskabet hjem til Andreas :O)
Et stort tillykke til begge fødselarer og deres familier.
Torsdag gik Loen på en lille tur på børnehavens område, for at lære de nye børn, hvor man må gå til i vores børnehave. Vi sluttede turen med at spise madpakker i vores skov.
Torsdag fik vi besøg af Nicolai Brogaard, som gik i børnehaven indtil 1. maj. Nicolai gik straks i gang med at lege med de gamle kammerater. Det var rigtig hyggeligt at se ham igen :O)
I denne uge har vi lavet bålmad et par gange. Der er også en del af vores egne grønsager som nu er klar til høst, så derfor er der blevet spist kartofler, squash og lidt rødbeder.
Vi ønsker Jer alle en god weekend – og fortsat god sommer
Gårdfolket.