Koloni Avisen 2011.
Koloni Avisen 2011.
Det lykkedes
Sidste års koloni avis sluttede med et ønske om, at vi også i 2011 kunne komme af sted på vores årlige koloni. De mange forandringer indenfor daginstitutionsområdet i Assens var sat i spil – og dermed også fremtiden for Overmarksgården. Heldigvis kunne Hanne i efteråret 2010 lave reservation på spejdercenteret Port Arthur.
Desværre ikke op til en weekend – men skidt – pyt - det vigtigste var og er at komme af sted.
Forberedelser
Både fredag og mandag har vi haft gang i masser af plastickasser og mælkekasser og papkasser. Der er mange ting, som skal pakkes ned og bringes med på turen.
Rikke har haft trailer med. Den er som sædvanlig læsset med brænde og bålstativ. Det er også i traileren, at vi placerer lange og uhåndterlige ting, som fiskenet og bundskrabere. Børnene har været flittige og hjulpet med at læsse brænde – først fra brændeskuret og over i trillebøren, så fra trillebøren og over i traileren.
Hvad har vi dog med
Der er pakket kasser med tæpper.
Toiletpapir, plasticposer, stanniol, viskestykker, karklude, gulvklude, vaskeklude…..
Børnebøger, fagbøger, sangbøger, papir, blyanter, farver …….
Fiskenet, forstørrelsesglas, bestemmelsesduge, terrarium, vandkikkert…….
Vaskeklude, tandbørster, tandpasta, håndsæbe, håndklæder……..
Mælk, frugt, morgenmad, boller, kød, olie, gulerødder, agurker, kartofler……
Bolde, hockeystave, hulahop ringe, stylter, kolbøttemadras, sansesten…..
Og meget mere :O)
Tirsdag d. 23. oktober
I dag skal vi på koloni. Rikke er første kvinde på Overmarksgården. Hun har lagt vores store presenning klar ved havelågen – så kan al bagage stå tørt på jorden og eventuelt dækkes over i tilfælde af regn.
Inde i køkkenet er der kasser klar til madpakker og plastic lommer klar til informationspapirer.
Vejret
Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!!
Det kunne der ellers godt være brug for her i uge 38.
Vejrudsigten lyder på gråt i gråt, regn – både som byger og som støvregn.
Det forlyder, at solen måske har i sinde at vise sig frem for os om torsdagen.
Den rigtige påklædning
Alt det ved vejret betyder jo ikke så meget – vi voksne og alle børnene har jo pakket termotøj, regntøj, nattøj, skiftetøj, gummistøvler, kondisko og sandaler.
Vejret kan bare komme an. Vi er klædt på.
Alligevel holder vi godt øje med vejret – for alting er lidt lettere i sol og varme – og uden 4 lag tøj.
Spændingen stiger
Lydniveauet i børnehaven stiger – skal vi da ikke snart af sted? og jo, det skal vi. Et kvarter før bestilt ruller de to store busser fra Tommerup Turistfart ned ad vores markvej. Børnene samles ved lågen og venter. Tænk, nu er det nu.
Charlottes bil
Er pakket til bristepunktet med alskens ting og sager. Eskil kommer gående forbi sammen med Jesper – og da de går forbi den proppede bil, siger Eskil: ” Se, Charlotte har taget sin bus med i dag.”
Så læsser vi
Chaufførerne går i gang med at fylde i bussernes store lastrum. Vi voksne hjælper til, medens børnene bliver samlet i familiegrupper og tælles. Når grupperne er blevet talt mindst 3 gange – og vi er HELT sikre på, at vi er fuldtallige – så læsser vi.
I den ene bus sidder Loens børn samt børnene fra Jesper og Toves familiegruppe.
Den sidste familiegruppe får en helt bus for sig selv.
Afgang
Så er vi på vej. Vi kører igennem Tommerup og vi vinker farvel til Sandras hus og Julius’ hus og Melanies hus…….
Selv om turen til Port Arthur ikke tager så lang tid, så føler vi nu, at vi er kommet langt væk.
Hverdagen på Overmarksgården er bag os – og nu skal vi opleve !!
Fordeling
Fremme ved vores mål – Port Arthur. Børnene strømmer ud af bussen. De forsamles ved de voksne, tælles endnu en gang – og så går vi ind og besigtiger sovesalene. Børnene i Rikke, Annette, Christina og Lenes familiegruppe fordeles på 3 soverum.
Jesper og Toves gruppe fordeler sig på to soverum.
Loen har den nyeste ende af spejdercentret, hvor der også er to soverum.
Det hårde slæb
Nu skal der slæbes. Børnenes dyner, soveposer og tasker skal ind i det rigtige soverum.
De enorme mængder af mad fordeles på to køkkener, som bliver fyldt til bristepunktet.
Mælk, vand og madpakker kommer ind i spisesalen.
Sult !!!!!
Når den allerførste spænding er udløst, så mærker vi vores behov. Og det er at få fyldt noget i maverne.
Frokosten bliver spist inde (for førte gang nogensinde, måske??).
De flotteste madposer bliver delt ud til børnene. Poser, som er fyldt med dejlige madder, lækre grønsager, spændende hapsere og store kærlighedserklæringer – både med tegninger og bogstaver. Jo, det kan være svært for forældrene at sende børnene på koloni med to overnatninger :O)
Sengepladser
En seng er vel en seng? NEJ. Sådan er det ikke. Det er vigtigt at få en god seng og en god sengekammerat. Så der snakkes og planlægges – hvem sover hvor? Og ved siden af hvem? Og har du en sovepose eller dyne med? Må jeg se din lommelygte? Har du et sovedyr med? Og så videre.
Det er så vigtigt at få valgt sin soveplads – få den gjort klar med lagen og pude og pose. Så er de trygge rammer lagt – og så er det tid til oplevelser udenfor.
Ud i støvregnen
Området skal besigtiges. Charlotte har været i gang med forbudt-båndet. Ingen kan være i tvivl om, hvor man må gå til. Alligevel er hver af familiegrupperne på rundtur, hvor vi snakker om båndet og grænserne – de voksne laver trick spørgsmål: ” Må jeg ikke godt hente min bold, hvis den er rullet under båndet og over i det høje græs?” - og børnene svarer med et tydeligt:” Nej – for det er på den anden side af forbudt-båndet.”
Motorisk skattejagt
Vores overordnede tema for kolonien er ”krop, motorik og sanser”.
Charlotte, Annette og Ditte har planlagt en masse aktiviteter – og pludselig er de klar med en skattejagt med mange poster.
Der står legetøj, bolde og sportsrekvisitter på hele området.
Vi fordeler os i små grupper og går i gang.
Der er mange poster: F.eks. en med bolde. En med gummistøvlekast. En med kampstænger på balancebom. En med sanseposer, hvor man skal føle, hvad der er i posen og så finde tingen på et billede. En med jorden er giftig.. og så videre og så videre.
Det er altid godt med to vindere
En af posterne er en øvelse, hvor børnene skal kæmpe/duellere med kampstænger (bløde, naturligvis) på en balancebom. Nede i gryden, hvor aktiviteten finder sted, er Nicklas BC, Marius, Gustav, Malthe K, Benjamin J og Christoffer samlet. I instruktionen til kampen står der blandt andet, at man skal starte kampen med at hilse pænt på hinanden og afslutte med at takke for kampen. Og vi bliver helt bløde om hjerterne, når drengene står overfor hinanden og siger ” Goddaw” og ” tak for kampen”.
Benjamin J er i kamp med Christoffer og begge kæmper godt og begge bliver stående på balancebommen. Da kampen bliver ved med at trække ud, siger Benjamin ” Vi er begge to vindere.”
En lille tur til søen
Tove nåede at komme en tur ned til søen med nogle af børnene – allerede om tirsdagen.
Nede ved søen finder vi masser af søsnegle – og to vandkalve.
Turen hjem går vi i gåsegang, forbi den velkendte shelter og vandposten og trappen op til bagvejen til kolonien. Alle der havde været med før, er helt med på, at her har vi været før. Især Nicklas kan genkende det hele.
Vandgang
På turen til søen ryger Ezra i vandet. Han komner hurtigt op, men bliver noget forskrækket og græder lidt. Han bliver dog hurtigt glad igen – og gummistøvlerne bliver tømt for vand – MEGET vand. Da han senere skal fortælle de andre hjemme på kolonien, hvad der er sket, ja, så synes han alligevel, at det er lidt sejt :O)
Tur til shelteren
Rikke og Mads, Villads, Lauge, Oskar, Wilfred, Oliver, Malthe A og Axel er i venteposition til posterne ved den motoriske skattejagt. De går derfor en tur ned gennem grusgraven – først til shelteren, hvor Malthe A og Oliver fanger en frø. Ved shelteren er der også en vandpost – og her skal vi drikke vand, hvilket kræver en vis motorisk øvelse :O) Derefter går vi ned til søen, hvor Villads glad og overrasket udbryder: ” Her har jeg været før.”
Kage og frugt
Efter de sjove og lidt krævende aktiviteter samles vi og spiser kage og frugt. Uhm, det smager dejligt og sender energi rundt i kroppen.
Alene hjemme
Tove og Jespers børnegruppe er gået til søen. Natasja, Kamilla, Ida Maria og Sofie Emilie har ønsket – og har fået lov til – at blive hjemme på kolonien. De hygger sig med roen i deres ende af huset.
De begynder at ordne alt fodtøjet nede i deres ende. Alle sko og støvler bliver sat pænt sammen – parvis – helt ind til væggen. De henter Rikke og viser hende deres projekt og får ros – og rækkerne bliver fotograferet. Ja, så får de blod på tanden. Samtlige voksne bliver hentet – og de viser stolt deres arbejde frem.
Så går de i gang med fodtøjet i den anden ende – og snart står det også flot linet op. De er så glade og stolte over al den ros de får, så de leder efter flere opgaver.
De ender med at rede samtlige senge inde på deres sovesal. Sådan, piger!
Aftensmaden tirsdag
Lyder på lasagne og masser af gulerødder og agurker til. I køkkenet har vi lavet 5 kæmpe store bradepander – ja, der er brugt næsten 6 kg kød.
Vi spiser aftensmad allerede 17.20, da vi af erfaring ved, at det er vigtigt, at børnene ikke når at blive for sultne.
Og menuen er populær – for alt bliver spist op – til sidste lasagneplade hjørne :O)
Der er også nogen, som tager godt fra: Nicholas og Benjamin og Andreas spiser 5 portioner til aftensmad…. Og alligevel mener Andreas, at han da kan snuppe en 6. portion :O)
Guldkorn om tid
Da vi er færdige med at spise aftensmad, går Benjamin J fra bordet, som det allersidste barn. Da Benjamin går forbi Rikke, siger han:” Så – nu er jeg allerede færdig.”
Malthe Kello fortæller, at han snart skal på ferie til Mallorca. Han glæder sig meget og på spørgsmålet om, hvor længe han skal være på ferie, svarer han:” Jeg skal sove der – helt indtil jeg skal hjem!”
Det bedste ved dagen
Inden der er samling til aftenhygge snakker Rikke og hendes ”sovekammerater” om, hvad der har været det bedste ved dagen. Malthe A og Oliver synes, det bedste var, at de fangede en frø. Mads synes, det bedste var at gå en tur i skoven, at lege på skrænten, at spille med ketsjere. Axel synes, det bedste var at drikke vand ved shelteren og Wilfred, Lauge og Villads udbryder:” Det hele.”
Til sidst bliver det Oskars tur – og han siger lige så stille:” at jeg blev frisk, så jeg kunne komme på koloni.” (Oskar havde været syg op til kolonien og var faktisk ikke med fra morgenstunden)
Aftenhygge
Inden vi skal under dynerne og i soveposerne, så har vi tradition for at samles i familiegrupperne, snakke lidt om dagens begivenheder, få lidt sødt og lidt salt (slik og chips), fortælle et eventyr – og så skal vi ud og børste tænder.
Akrobatik
Hos Tove og Jesper laver pigerne et lille akrobatnummer, som skal vises fra drengene ved aftensamling.
Tove sidder på køjesengen og pigerne står på hovedet på Toves knæ og svinger benene op. En efter én tager de turen – til stor begejstring for drengene og dem selv. Maria var ekstra sej, hun kunne stå på hænder i rigtig lang tid på Toves knæ.
Hvor er den lommelygte
Gustav og Malthe Kello er rundt i hele huset for at lede efter Malthes lommelygte. I deres søgen ender de i køkkenet og ” de kommer til” at proppe munden med chips. Rikke opdager det, og siger til dem, at det bestemt ikke er i orden. Og det budskab har drengene forstået, for da de står tidligt op onsdag morgen og er de første i spisesalen – så kigger Gustav på Malthe og siger:” Og denne gang stjæler vi ikke nogen chips, vel?”
Loens børn og mere lommelygte
Den første aften er det ekstra spændende at lyse med lommelygte. Alle indretter sig og lyser. Men Mikkel BJ har desværre brugt sin lygte så meget, at der ikke er mere batteri tilbage. Mikkel bliver selvfølgelig ked af det, men her er Sofie på sin plads og er rigtig rigtig sød og hjælpsom. Sofie siger:” Ved du hvad Mikkel? Jeg har to lommelygter med og du må gerne låne den ene.”
”Tak”, siger Mikkel.
Et særligt nummer
Inde i Annettes soverum er Melanie klar til at give et nummer inden sengetiden.
Hun siger:” Nu skal I høre rigtig godt efter. Jeg vil synge ”Vild med dans” – Silas og Sofie – for dem ser jeg altid.”
( Det forlyder ikke noget om, hvordan den sang var :O)
Dagen rundes af
Det store loftslys bliver slukket, børnene bliver lagt og lommelygterne fundet frem. De ligger og lyser og hygger. I nogle soverum bliver der fortalt endnu en historie, i andre bliver der sunget sange. Og til allersidst slukkes lommelygterne. De voksne går fra seng til seng – aer, nusser, putter, kysser, holder i hånd og sikrer, at alle de dejlige børn falder i søvn og får en god nats søvn.
Søde drømme eller ???
Gad vide hvad Axel drømte denne nat? Pludselig sætter han sig op i sengen og udbryder:” Så gå dog væk…”
Der er noget i posen
Da Charlotte skal i seng efter aftenkaffen tirsdag, så sover alle trygt i soverummet. Da hun skal i soveposen, mærker hun noget? Hvad er det dog? Det er Frederik, som er kravlet ned og har puttet sig godt.
Hvornår er det morgen?
Hos Toves piger er der først helt ro ved 21.30 tiden tirsdag. Da Tove selv lister i køjen kl. 23 og er ved at falde i søvn, lyder det fra Natasja:” Hvornår skal vi have morgenmad?”
Og svaret fra Tove lyder:” Natasja – det er nat – du skal sove.”
De morgenfriske
Jacob vågner allerede kl. 5.30 og kalder på Magne:” Magne skal vi lege med biler? Magne, vågn op.”
Charlotte siger venligt OG bestemt:” Nej, Jacob – det er nat endnu”
Jacob ligger længe og leger med biler. Men kl. 7 – da de andre står op fra soverummet – sover han som en sten.
Dagen starter med sang
I Rikkes sovegruppe giver man den gas fra morgenstunden af. De starter med at varme dagen op med en omgang MGP. Der bliver danset i sengene og sunget MGP sange ned i de tændte lommelygter :O)
Jo, hver dag er en fest.
Morgenbuffet
Morgenbordet på kolonien er en hel buffet. Der er meget at vælge imellem. Havregryn, cornflakes, chokopops og frosties. Boller og rugbrød med syltetøj, ost eller pålægschokolade.
Det er virkelig lækkert – og alle nyder de mange valgmuligheder.
Et glædeligt gensyn
Mikkel BJ sidder i sin seng, da Christine kommer ind på sovesalen. (Christine har været hjemme og sove ved sin mor og far.)
Mikkel udbryder glad:” Hej Christine – hop du bare op til mig.” Og så hygger de to længe i sengen med lommelygterne.
Som tiden dog går
Få minutter efter morgenmaden kommer Charlotte ned på sovesalen. Alt er slukket og lukket! I den ene seng ligger Lucca og Patrick.
Patrick siger:” Gå ud, Charlotte. Vi sover til middag!”
De svære forholdsord
Lauge og Villads kommer løbende ind på toilettet.
Villads siger til Lauge:” Husk nu at du ikke må låse døren.”
”Jo”, siger Lauge, ” for jeg kan godt låse den op.”
”Men kan du da også låse den ned?” spørger Villads.
Formiddagsmad
Når vi er så aktive på kolonien, så kræver det konstant opfyldning af vores depoter. Derfor får vi også formiddagsmad. Onsdag får vi knækbrød, æbler og gulerødder. Uhm, så kan vi
lidt igen.
Fra børnene må man høre sandheden – eller mangt og meget
Erica er ved at skifte Mikkel BJ og imedens snakker de.
Mikkel siger:” Erica – jeg synes altså snart du skal blive klippet.”
Han løfter op i Ericas pandehår og siger:” fordi hvis det er sådan her, er det meget pænere. Når jeg giver slip ryger det helt ned i øjnene.”
Leg på skrænten
Eskil, Lucca, Charlotte og en masse andre børn er på vej ned ad den stejle skrænt. Alle holder godt fast i rebet. Da alle er nede, går Eskil og Lucca i gang med at slæbe en masse træstykker op på bjerget. Charlotte spørger, hvad de laver.
Eskil og Lucca svarer i kor:” Vi laver bål, for vi skal ha’ frikadeller og pølser og pasta.”
Hvor er jeg god
Onsdag formiddag og børnene er på vej ud.
Mille synger, medens hun får regntøj på:” Åh Mille – Åh Mille, gid jeg var lige som mig!”
Bål
Jesper har været ude og tænde bål op. En del af frokosten tilberedes nemlig på bål denne onsdag.
Der bliver stegt frikadeller og pølser på bålet.
Annette og Melanie er ved bålet og kigger på Jesper, der steger frikadeller.
Melanie siger:” Dem kan jeg godt lide.” ” Dem har vi også derhjemme”.
Hvis man ikke spørger, så får man ikke noget at vide.
Medens Jesper steger frikadellerne, så står Charlotte og ordner grøntsager til frokosten. Bo og Mathilde hjælper til.
Mathilde er meget optaget af, hvad Jesper laver og stiller opklarende spørgsmål:
”hvorfor dypper du skeen i vand?”
”Er det dej?”
” Vasker du fingrene bagefter?”
Ja, det er lærerigt at lave mad på bål.
Frokost
Inde bliver der smurt masser af klap-sammen-rugbrødder. Der bliver skåret ostestænger ud, og der bliver lavet store skåle med peber og agurk og gulerødder.
Så er det klar til frokost.
Igen bliver vi imponerede over Jeres børns appetit, fadene ryddes og børnene er glade og mætte.
Vaner kan ændres
Lauge sidder og spiser frokost.
” I gamle dage kunne jeg ikke lide ost, men i nye dage kan jeg godt lide ost. Og nu er det nye dage.”
Lommelygter
Mathilde sidder i sin seng og er utilfreds med at Bo har pillet ved hendes lommelygte :O)
Hun siger: ” Den virker ikke, fordi batterierne ikke er ens!” (Hun mener af samme mærke)
Bo elsker at skille ting ad – alle pigernes lommelygter har været skilt ad – og nogle af dem er blevet samlet igen.
Flere lommelygter
Oskar, Mads og Axel sidder i soverummet. Oskar sidder og lyser ind i Axels lommelygte med sin egen lygte.
Rikke spørger, hvad han laver?
Og Oskar svarer:” Jeg prøver at give Axels lommelygte mere lys.”
Hockey
Tove og Benjamin sidder og snakker om, at der er blevet spillet meget hockey på kolonien. Der er både røde og grønne hockey stave.
Benjamin siger:” de grønne er dårlige”.
”Hvorfor?” spørger Tove.
”Jo”, siger Benjamin, ” de røde er bedst, for de scorer flest mål.”
Onsdagstur i området
Rikke, Christina, Annette og Lenes familiegruppe skal på tur. Det er regnvejr og vi er alle i regntøj og støvler. Vi står udenfor døren og venter. Melanie skal med, men har lige snuppet sig en lille lur.
Medens vi venter, må vi improvisere – og finder på at vi på skift kan hoppe ind i midten og synge en sang.
Vi mærker tydeligt at gruppen består af mange drenge, som synes at kroppens udskilles systemer er meget interessante. Således er der drenge, som stiller sig ind i midten og synger en sang, som udelukkende bygger på ordene: ”Prutskid, prutskid, prutskid.”
Den næste sang er ikke meget bedre – Axel giver den gas i midten – hopper i sine gummistøvler, medens han synger: ”Lort, lort, lort”.
Selv om det ikke er pædagogisk rigtigt, så kan vi ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Heldigvis er der også andre bud. Mads synger:” Lille ko, lille kalv” med klar og alvorlig stemme (sangen fra Emil fra Lønneberg).
Freja synger ”Se den lille kattekilling” – samtlige vers er med.
Christoffer vælger at synge en hjemmelavet sang om traktorer og maskiner – John Deere og New Holland går igen. Han tramper rytmen og det bliver en hel rocksang.
Endelig er der mange, som synger MGP sange – ”MGP – det bare noget vi leger.”
Så er Melanie vågen og vi begiver os af sted.
Vi går ned af markvejen og kommer til en majsmark. Vi snakker om majs – og vi er henne og røre ved kolberne på planterne – de er helt hårde.
Så går vi ind på Port Arthurs område og går hen til et lille hus med terrasse. Vi snakker om, hvem der mon bor der. Og vi bliver enige om at banke på. Måske bor Julemanden der?
Vi banker på. To gange. Og pludselig er der en stemme som svarer (stemmen minder lidt om Christinas!)
Børnene spørger, om det er julemanden? Og han svarer ja. Børnene spørger, om han ikke vil låse op? Men julemanden svarer, at han sover og at han ikke kan finde nøglen. Vi spørger, om han kommer med gaver til jul? Og det svarer han ja til.
Vi går glade videre til søen.
Her får vi hurtigt gang i fiskeriet. Alle net og bundskrabere er i brug. De gennemsigtige spande, terrariet og vandkikkerten er også i brug. Vi fanger små fisk, søsnegle og mange planter.
Mads ser en død and. Eller er det en blishøne?
Børnene er meget opslugte og går et skridt (eller to) ud i søen.
Lene ser, at Malthe A står lidt langt ude i søen og spørger, om han har vand i støvlerne.
Malthe svarer:”Nej”. Men kigger så op og siger:” Jo, nu har jeg.”
Pludselig hører vi en traktor, som kommer kørende. Christoffer mener, at det er en Hollænder, MEN det er en blå Ford. Og det havde Rikke regnet ud!
Ud af traktoren springer en mand med hvidt hår og røde høreværn.
Christina spørger, om han er julemanden og om vi har vækket ham oppe i hans hus?
”Ja”, siger han, ”og jeg hedder Verner.”
Det bliver der godt nok luret på!!!
Senere går vi hen i bålhytten – og lidt senere hen til vandhanen, hvor alle atter skal prøve den svære kunst at drikke af det rindende vand.
Da vi kommer tilbage til kolonien er vi våde efter al den regn, men da vi har fået regntøj og støvler af – så er vi klar til eftermiddagsmad. Og vi smager Malthes flotte og lækre kage.
Loens onsdagstur
Så skal Loen af sted til søen for at fiske. Sidste år havde vi held med at fange rigtig mange dyr. I år er der knap så meget liv. Vi fanger kun snegle og vandkalve. Til gengæld ser vi en krokodille, der kommer flydende forbi.
Victor står længe og tålmodigt for at fange noget, men til sidst bliver det sjovere at putte nettet i vandet, for så at hive det op og lave ”brusebad” over sig selv – og nogle få andre, som sytes det var sjovt.
Det bliver også sjovere at lave vandkanaler ned ad bredden end at fange smådyr.
Frederik, Leander, Mikkel J og Victor morer sig med at hente vand i søen og bære det op på skrænten – og se det løbe ned i søen igen.
De gør det igen og igen, ja, så længe at der bliver en dyb dyb rende i sandbredden.
Onsdagstur for Jesper og Toves gruppe
Turen går ned ad skrænten – lige frem og så til højre på grusvejen. Det er en vej vi ikke før har prøvet, men ak – pludselig står der et skilt, at det er en privat vej, så vi må ikke gå længere. Natasja og Ida Marie finder 2 majs – og de skal med. Senere bliver de trætte af at bære på dem, men så arver Sigurd dem. Glad fortæller han, at dem skal mor have og hun skal lave mad af dem, når han kommer hjem.
Vi går tilbage og drejer ind i en lille skov. Vi finder en lysning og Tove bemærker et stort kors og spørger børnene, hvad de tror det er?
Lucas siger, at det ligner et kryds.
Tove forsøger ihærdigt at få dem til at de det som et kors, som i et kirkerum. Men David siger:” Der er en hestelort” – og ganske rigtigt – midt i den udendørs ”kirke” ligger en kæmpe lort og den er meget mere interessant end et kors i det fri.
Vi går videre og ender i en blindgyde – vi maser os gennem et krat – det er vanskeligt, men vi kommer igennem. Til stor forundring udbryder både Valdemar og Aske: ”her har vi været før”. Og tænk – vi er tilbage ved hestepæren :O)
Vi må videre og går over mod området ved Frederikslundhytten. På vejen ser vi mange røde fluesvampe. De er giftige, snakker vi om – og dem skal vi ikke røre.
Vi finder en stor lysning og finder en kæmpe svamp – Niklas siger, at det er en smølfesvamp – sådan én som smølferne bor i.
Tove mener nu, at det er en Karl Johan svamp.
Kamilla har lagt mærke til, at Tove har en rygsæk med. Det plejer at betyde, at de voksne har ”benzin” med. Selvom vi lige har spist frokost, kigger Kamilla på Tove og siger: ”Jeg er altså meget meget sulten.” Det er vist mest lækkersulten :O)
På sådan en tur bliver man også tissetrængende – specielt hvis én skal tisse, så skal alle. Andreas og Niklas tisser over kors i skovkanten.
Vi går videre og finder en lille hule/hytte. Indenfor er der bænke og små malkestole. Vi bænker os og får ”benzinen”. Der hænger forskellige spejderting på væggene og Sofie Emilie får øje på en tavle med knob bindinger. Hun udbryder:” Det er godt nok smart med sådan én.”
Efter benzinen leger vi omkring hytten. Bagved finder Jesper noget spændende, som vi alle skal se. Vi løber derhen og finder ud af, at det mærkelige der ligger der, er noget spagetti, der er blevet smidt ud!
Mange kan se, at vi er tæt på kolonien og vi vender hjem igen til dejlig kage og frugt. Man bliver sulten af at være på koloni!
Kræfter
Mille tumler med de store drenge på madrassen.
Mille på 3 år har mange kræfter. Pludselig overmander hun Aske i et solidt jerngreb, så han må bede om nåde:” Mille, Mille – slip mig”.
Aftensmad onsdag
I køkkenet dufter der dejligt. Der er blevet lavet store skinker og store fade med flødekartofler. Og som sædvanlig er der masser af gode grønsager til.
Vi nyder maden – spiser meget – hvor har vi det dog godt.
Sengetid om onsdagen
Hos Jesper og Tove er det nu drengenes tur til at optræde for pigerne. De har gjort nummeret endnu mere sejt og farligt. De står stadig på hovedet på en voksens knæ (Mads), men nu svinger de sig op og lægger deres ben op på den øverst køje og kan så hænge der, uden at blive holdt – flot nummer.
Pigerne – især Sofie F – synes, at det må vi også kunne – så det prøver pigerne af, inden vi skal hjem.
Når pigerne (ved Tove) skal sove, så slukker vi lyset og leger med lommelygterne. Hos pigerne her er det specielt flot. Katrine har en disco lommelygte, som lyser rød-grøn-lilla. Der er så flot.
Ved godnathyggen spørger Tove og Jesper deres familiegruppe, hvad der har været det sjoveste på kolonien.
Her kommer svarene:
”Skattejagten” siger Ezra, Lucas, Bo og Niklas.
”Fægtning” siger Sigurd og Nicholas.
”Hockey” siger Andreas, Jesper og Benjamin.
”Fiske” sige Aske og Valdemar.
”Det hele” siger David, Emil, Katrine, Natasja og Sofie.
”Spise slik” siger Kamilla, Mathilde og Maria.
”Sove” siger Sofie Emilie og Ida Marie.
Det er ikke mig!!!
Den sidste aften på kolonien er Sandra og Salma bestemt ikke så trætte, som den første aften. Efter en lang seance med at lyse med lommelygter, så synger Charlotte en lang sang – og så skal lygterne slukkes.
Det bliver de også – og der er stille i et godt stykke tid og nogle børn er på vej i drømmeland.
Men så synes Sandra og Salma åbenbart, at vi skal have en godnatsang mere. Sandra starter med at synge ”Åh Abe”…. Hun synger højere og højere – og Charlotte tysser på hende. Der bliver stille igen. Lidt efter begynder Salma at synge Inger Lises sang om ”flyvemaskinen”.. hun synger ”og en dag, når solen rigtig skinner, så flyver mor og jeg.” Da hun har sunget den nogle gange, siger Charlotte:” Shssss – Salma – vi skal sove nu”.
Der bliver helt stille og lidt efter hvisker Salma:” Charlotte, det var ikke mig, det var nogle andre børn.”
Charlotte griner for sig selv og 5 minutter efter er der fuldstændig ro – og Charlotte kan liste op i stuen og en kop kaffe.
Torsdagen oprinder
Morgenmaden torsdag er lige så god som morgenmaden onsdag. I dag har børnene sovet lidt længere end onsdag. Dejligt.
Der pakkes
Torsdag begynder vi at pakke ned. Det går op for Julius, at kolonien er ved at være slut.
Han spørger:” Charlotte, hvorfor pakker du min dyne væk?”
Charlotte:” Der er fordi, vi ikke skal sove her mere, Julius.”
Julius:” Nå, er det i dag moren kommer?”
Evaluering
Vi er nogen stykker, som sidder ude på træstammen og snakker om kolonien, som er ved at rinde ud for denne gang.
Vi voksne spørger, hvad der har været godt ved kolonien?
Niclas D. synes at det var rigtig sjovt at sove sammen med Emmeli.
Niklas BC synes, at det var sjovt at fiske – ” jeg fangede jo bare muslinger” (mon ikke det var søsneglene?)
Frederik synes, at det var rigtig sjovt at vi mødte julemanden nede ved søen.
Ida synes, at det var rigtig sjovt at være ude og fiske.
Noah synes, at det er rigtig sjovt at sove i sovepose – og at spille crocket (mon ikke han mener hockey?)
Oskar synes, det var sjovt at sove i sovepose, at lege med bamser sammen med Wilfred og Villads. Ifølge Oskar har de leget med bamser HELE natten, fordi de ikke kunne sove :O)
Emmeli synes, at det var sjovt at være nede og fiske – og skønt at få både slik og chips om aftenen.
Emmeli leger hele torsdag formiddag med Buzz Lightyear, som hun har lånt af Lucas.
Oprydning
Vejret er godt denne torsdag. Så heldigvis er der masser af legemuligheder ude – når nu de voksne er i gang med at pakke alle tasker, dyner, soveposer sammen.
Ligeledes skal køkkener og badeværelser pakkes ned. Det er et større projekt, men det kører stille og roligt.
Frokost torsdag
Da Christina kommer på kolonien torsdag formiddag – ja, så har hun først været ude og handle ekstra ind til frokosten. For der er nemlig stort set ingen rester fra de øvrige dage.
Så der er blevet købt mere rugbrød, flere pølser og masser af figenpålæg.
Sammen med skinke og flødekartofler, gulerødder og peberfrugt får vi atter et solidt måltid mad.
Fisker, fisker – hvor dybt er vandet?
Efter frokosten skal vi alle lære og prøve en ny fællesleg. Vi er alle nede i lavningen bag skrænten.
En familiegruppe står og synger til resten af børnene: ” Fisker, fisker – hvor dybt er vandet?”
Og resten af børnene svarer (for eksempel) i sang:” Vandet, det er 10 meter dybt.”
Første gruppe spørger igen – i sang:” Hvordan skal vi så komme over til Jer?”
Og så skal svargruppen finde en sjov måde de skulle komme over vandet på. Vi prøver med at svømme, løbe, hoppe, gå baglæns og meget mere.
Da vi har leget et stykke tid, kalder Charlotte os sammen og siger, at der er sket noget.
Vaske tøjsnoren
Der er nogen, som har smidt en masse klude oppe ved kolonien – og vi er nødt til at få styr på roderiet, inden forældrene kommer. Der er hængt en lang, lang tøjsnor op - og alle stofstykkerne skal samles op og hænges pænt op med tøjklemmer.
Det synes børnene er en sjov leg og de går i gang med stort engagement.
Vi synger på sidste vers
Da alle kludene er samlet op, samles vi i familiegrupper, får de sidste rester – lidt kiks – og så skiftes familiegrupperne til at finde på en fællessang.
Indrømmet – der er ikke så meget energi tilbage i de små mennesker.
Mens vi synger 5-6 sange og så er klokken blevet 14.30.
I kommer – I kære forældre
Og så er det pludselig tiden. Forældrene kommer. Børnene bliver glade og overraskede. Og der er dejlige gensynsscener.
Der bliver kysset og krammet.
Således afsluttes kolonien – på tæpper rundt omkring på området. Vi får snakket om lidt om de ting, der er hændt Jeres børn de seneste dage.
Vi håber på en gentagelse
Vi vil – som sædvanlig – sige Jer så hjertelig tak for lån af Jeres børn i disse 3 dage.
Igen har vi fået masser af gode fælles oplevelser.
Venskaber er vokset frem.
Det er et rigtig godt afsæt for de kommende måneder hjemme på Overmarksgården.
Kolonien har sat sig spor – både hos børn og voksne.
Tak.