Gårdtidende uge 41 - 2011
Gårdtidende uge 41 – 2011.
Vejret i denne uge har været meget omskifteligt – men stort set pænt. Vi kan mærke at temperaturerne er faldet gevaldigt, så der er brug for både termotøj og regntøj – for både at holde varmen og samtidig holde fugten ude. De sidste par dage har solen også skinnet – og varmet – så over middag må vi ændre vores ”dresscode” – for ikke at få det alt for varmt ;O)
Husk at det fortsat er vigtigt med masser af skiftetøj.
Sand, sand og atter sand. Der bliver i den grad leget med sand og i sandkasser i denne tid.
Tirsdag var den nye sandkasse i forhaven – tæt på Loen – klar til at tage i brug. Og der er masser af leg i den. Der er også kommet lidt nyt sandlegetøj frem, så det er rigtig spændende.
Mandag var dagen, hvor Ditte og Lene byttede rundt i familiegruppen. Ditte er nu sammen med Christina, Rikke og Annette. Lene er nu i Loen sammen med Erica og Charlotte.
Det er naturligvis en stor forandring, men vi synes det er spændende og tror, at det bliver rigtig godt.
Tirsdag gik Jesper og Toves familiegruppe på tur. Første stop var hos Emil N (som nu går i skole), hvor vi snakkede med hans æsler. De blev rigtig glade for at få besøg, især den ene var glad for at få plukket græs – den havde nemlig lige fået trukket 7 tænder ud! Så den havde lidt svært ved selv at nippe græsset af.
Bagefter gik vi videre over markerne mod rastepladsen ved bækken. Her bandt vi et reb fast ved skrænten – og det kunne bruges, når vi klatrede op og ned af skrænten.
Vi legede og spiste madpakker – og så begyndte det pludselig at regne og hagle. Vi måtte søge ly under træerne. Bagefter gik vi våde og kolde – men i godt humør – hjem til børnehaven. Og som Andreas sagde, da vi kom tilbage:”Det var godt nok en god tur.!
Fødselsdage:
Tirsdag holdt Ida fødselsdag her i børnehaven. Ida er blevet 4 år. Ud over hele familiegruppen var mor og storebror David også med til at fejre Ida.
Onsdag var der igen fødselsdag i familiegruppen (Rikke, Christina, Ditte, Annette). Oliver er også blevet 4 år og han blev også fejret i børnehaven. Han havde både mor og far med.
Herfra skal lyde et stort tillykke til fødselarerne og deres familier :O)
Onsdag var en del af børnene fra Loen i hallen på efterskolen. Det var som sædvanlig en god oplevelse ;O)
Torsdag var det Rikke, Christina, Ditte og Annettes gruppe som var i hallen – og give den lidt gas. Vandreturen skulle ikke være længere, for i morgen skal en del af gruppen deltage i skolernes motionsløb – de skal gå 5 km ruten. Her deltager Tove og Jespers familiegruppe også.
Ugens guldkorn:
I Loen kører skærmen med billeder fra kolonien. Børnene elsker at se billederne og kommenterer også meget på motiverne.
Således også Julius, som så et meget rystet foto af Erica. Han sagde:” Erica ser godt nok lidt slidt ud.”
Fredag har Julie sidste dag på Overmarkgården. Julie har været her i praktik fra sin PGU uddannelse i 4 måneder – og efter en uges ferie skal hun tilbage til skolebænken. Vi ønsker Julie held og lykke med færdiggørelsen af uddannelsen.
I denne uge har Frederikke været i praktik her i børnehaven. Frederikke går normalt i 9. klasse på Tommerup skole.
Næste uge er en lidt anderledes uge her på Overmarksgården. Mange børn holder efterårsferie – og det er der også en del voksne som gør. Det plejer at være en hyggelig efterårs uge her på Gården, hvor vi gør tingene lidt mere fælles og lidt mindre i familiegrupperne.
Hermed ønskes alle en god weekend – og måske efterårsferie – fra
Alle os på Overmarksgården.